Anerkendelses-grundstof nr. 1: Jeg ser Dig

”Jeg ved godt, at jeg skal anerkende mine medarbejdere. Det er bare så supersvært, når jeg ikke synes, de gør det godt nok!!!” Sagt af én af de ledere, jeg for et par år siden havde kontakt med, da jeg underviste på lederuddannelse. Og kunne have været sagt, ikke bare af hende – men af de mange, mange ledere, jeg før og siden har haft kontakt med: Anerkendelse er vigtigt, ja, men for hvad og hvordan?
Selve ordet ”anerkendelse” er i den grad blevet et hurra-ord i tidens ledelsesideologi – på både det teoretiske og det praktiske plan. Og ja, vi vil gerne have det, tak, og helst i en ægte og autentiske version. Og ja, vi vil også gerne give det, og gerne i en ægte og autentisk version. Men liiige der, blev det sværere. For hvad er det så, vi skal anerkende?
Anerkendelse kan være at give ros og værdsætte. At tildele roser for dét, der fungerer; for den gode præstation. Og der er altid noget, der fungerer. Det er blot et spørgsmål om, at flytte perspektivet fra fejlfinder til ressourcespotter! Og dét, vi tillægger opmærksomhed, bliver der mere af: jo bedre vi bliver til at spotte ressourcerne, jo flere ser vi. Det er helt ligesom med barnevogne: først når man selv triller med én, opdager man, at der er barnevogne overalt.
Men hvad nu hvis, man ikke kan se dét, der fungerer? Hvis det, man oplever, er, at man er omgivet af fuskere, fumlere og fejlproducenter? Hvis man simpelthen ikke synes, der er noget at anerkende – selvom man naturligvis ville anerkende det anerkendelsesværdige, hvis der var noget…
Dér bliver kravet om at skulle ”give anerkendelse” en adfærdskosmetisk manøvre, hvor man overflade-roser, fordi man har hørt, at det skulle være så godt. Og samtidig indbygges et åg af dårlig samvittighed, fordi følelserne ikke følger med – det mærkes ikke hverken ægte eller autentisk.
De ledere, jeg har mødt, der har haft størst kvababbelser omkring at give anerkendelse, har været ledere, der rettede deres ledelsesfokus ud ad – mod medarbejdere, kolleger og chefer. Måske som et værn mod, at rette blikket ind ad og anerkende sig selv.
Dermed kommer vi til en anden tilgang til "anerkendelse", som jeg finder en dyb lettelse i, fremfor ros og værdsættelse af præstation. Nemlig at se på ”aner” og ”kendelse” – dvs. at tillægge opmærksomhed på anerne: fortiden, historien – dét, man er rundet at; og så vedgå dette – altså ”kendelse”. Dermed bliver opgaven at vedgå sig det liv og de oplevelser, der har formet dét, vi er.
Min far er for nylig blevet ”anerkendt”. Det fortalte han med en klar lettelse: ”Jeg er blevet anerkendt”. Den konkrete anledning var den endelige afgørelse af en arbejdsskadesag, og for min far betød afgørelsen, at han nu kan stoppe med at tvivle på holdbarheden af sin egen vurdering af sin situation. Og i stedet lettet kan generobre tilliden til sin egen vurderingsevne. Han fik ikke bare stemplet: anerkendt. Han følte sig anerkendt: at han og andre kan vedgå fortidens oplevelser. Og det giver ham mod til fremtiden og nuet.
I filmen Avatar er hilseformen ”Jeg ser Dig”. Udtrykt med ord, stemme og krop på en måde, så man ikke er i tvivl om, at der i den hilsen både ligger en anerkendelse af Jeg og Du, som noget adskilt og samtidig en erkendelse af vores fælles universelle historie og fremtid.
Så enkel, så ikke-spekulativ og så banal er anerkendelse, fordi håbet om fremtiden bygger på, at man vedgår sig fortiden og dermed kan være tilstedet i nuet. ”Jeg ser Dig”.