"At være sat til at lede..."

”Og når jeg så forholder mig til det, at jeg er sat til at lede denne afdeling, så må jeg jo også forholde mig til, hvad det vil sige at være leder. Hvad jeg rummer som leder. Og hvad jeg skal som leder”

Sådan cirka lød det, fra flere lederes munde, da jeg for nogle uger siden var censor på en lederuddannelse. At være censor på lederuddannelse er noget, jeg hver gang ser frem til, da jeg her kommer i nærkontakt med, hvad ledere – særligt mellemledere – tænker om ledelse. Når de er let pressede af eksamen – og derfor gerne vil vise sig kloge på ledelse.

Og sætningen her, fik mig til at spidse ører – for hvad er det egentlig disse ledere; og der var flere af dem; sagde om ledelse og lederskab?

Det bliver synligt, at disse lederes opfattelse er, at ledelse er en opgave: ”Hvad skal jeg som leder?”, som håndteres gennem dels et sæt forventninger til, hvad ledelse er: ”Hvad vil det sige at være leder?” og dels en afklaring af egne personlige evner og forhold: ”Hvad rummer jeg?”
Lederen forholder sig altså til sine ydre omgivelser – i form af opgave og sættet af forventninger – og til sit eget indre – i form af et i virkeligheden grundlæggende eksistentielt spørgsmål: hvad rummer jeg? I denne brudflade mellem yderside og inderside bliver lederen skabt og skaber sig selv som leder.

Der er noget vigtigt og ydmygt i at forholde sig til, hvad det er for en opgave, man søger at håndtere – og også, med hvilke ressourcer hos sig selv, man oplever, man har at arbejde med. Men det, der i særlig grad fik mig til at fundere over, hvordan disse ledere ser på ledelse og lederskab, var sådan set noget helt andet i deres sprog. Nemlig betoningen: ”at være sat til at lede”.

At høre det én gang er et tilfælde. At høre det flere gange er et mønster…

”At være sat til at lede”. Hvilket syn på ledelse – på brudfladen mellem yderside og inderside – mellem opgave og person, afspejles her?

”God is in the detail. And so is the devil” siger et ordsprog, så hvad ligger gemt her? Først og fremmest er det rent sprogligt en passiv konstruktion. At være sat til noget, indikerer, at man ikke selv har ansvaret for det, der sker. Man har ikke selv taget initiativet eller defineret målet. Man er ”sat til noget”.

Det fik mig til at tænke på tidspunkter, hvor jeg selv har haft oplevelsen af at være sat til noget. I et tidligere job blev jeg eksempelvis sat til at køre rundt og besøge studerende i praktik. Det var en opgave, som jeg behandlede stedmoderligt – noget, jeg var sat til, som andre sættes til at gå på kursus i edb som led i aktivering. Jeg så mig selv som offer for omstændigheder, jeg ikke oplevede, jeg kunne have indflydelse på.

Tænk hvis disse ledere, som er i færd med at uddanne sig til at blive endnu bedre ledere, tænk, hvis de oplever, at de er ”sat til at lede” på denne måde. Tænk, hvis de faktisk oplever, at de ikke har indflydelse på opgaven og dens udførelse. Tænk, hvis de egentlig opfatter sig selv om ofre for omstændighederne. Konsevensen vil være, at de lader det ydre styre sig – og det de rummer i deres indre bliver tilpasset de omgivelser, de afkoder.

Tanken ryster mig! Det syn på mennesker og samfund, der skimtes bag denne sproglighed fylder mig med mismod og decideret skræk.

Men måske findes der en anden tolkning af ”at være sat til at lede”?

Måske dækker udsagnet over en mere universel ydmyghed overfor den opgave, det er at virke som leder? At det, at påtage sig ansvaret for en organisations fremdrift, medarbejdernes trivsel og udvikling, virksomhedens overlevelse og succes; at dét fremkalder en sådan ydmyghed i ledere, at man ser det som sit kald? At man faktisk ser det at ”være sat til noget” som en tillidserklæring af de mere eksistentielle; som om noget højere har anerkendt, at man har et særligt talent, som kan betros en særlig opgave?

Tanken tiltaler mig! Jeg vil gerne tro, at ledere i dag ikke kun ser deres organisation som det univers, de leder i. Men at de ser deres opgave i relation til samfundet og det enkelte menneske og at de forholder sig til, hvad det er for en verden, de ønsker at være med til at skabe. At det, man som leder forvalter gennem brudfladen mellem ydersiden og indersiden i lederskabet, er visionen om større skaberkraft, arbejdsglæde og værdi i samfundet. Og at man er blevet ”sat til at lede”, fordi man netop aktivt kan tage ansvar for at skabe de forandringer, der vil skabe værdi. At man er ”sat til at lede” fordi man netop er aktør og ikke offer.

Disse ledere vil se sig selv som ressourcestærke og skabere af fremtiden gennem deres værdifulde bidrag i organisationen. De oplever, at ledelse er en kilde, der strømmer indefra. Og at brudfladen mellem yderside og inderside netop er dér, hvor kilden strømmer frit.

Jeg fik ikke lejlighed til at spørge lederne om, hvilken version af ”at være sat til”, der var deres. Men kigger jeg tilbage i min egen erfaringsbase fra praktikkørsel, husker jeg, at de fleste af mine kolleger, der havde samme opgave, ikke så sig som ofre. For dem gav opgaven en dyb mening, og de kunne se sig selv som personer, der løftede en større uddannelsesmæssig opgave af værdifuld samfundsmæssig karakter!

Jeg håber, at de ledere, jeg mødte omkring de grønne bord, ser på deres virke som ledere på samme måde…